Shabbat Shalom!
- Palle Kure
- 7. sep. 2019
- 2 min læsning
Jane Wibo Kure, Yafo Tel Aviv
Shabbat Shalom!
Denne morgen vækkes jeg helt usædvanligt af alarmen fra min mobil, som jeg for en sikkerheds skyld satte til i aftes. Jeg mærker med det samme, at der er noget anderledes ved denne morgen, og pludselig går det op for mig, at det er stilheden.
Der er ingen larmende maskiner eller råbende håndværkere lige neden for mit vindue, og nede fra Yefet Street høres heller ingen trafikstøj eller dyttende biler. Her er bemærkelsesværdigt stille. Kun et par fugle i naboens palmetræ og en enkelt hunds glammen anes lige. Ja, selv imamen fra den nærmeste moské høres der intet til. Der er faktisk helt stille. (Bortset altså fra klimaanlægget, der larmer som en gammel opvaskemaskine, og som jeg i aftes irriteret overvejede at slukke for, men da nattemperaturen er omkring 27 grader, blev jeg enig med mig selv om, at det nok var bedst bare at prøve at vænne mig til denne baggrundsstøj).

Det bliver med et klart, at jeg befinder mig i et land, der kollektivt har besluttet, at når det er sabbat, så hviler man. Så er det meste lukket ned. De fleste butikker har lukket, og der er overhovedet ingen arbejdskørsel, heller ikke bussen, hvis du ellers havde tænkt, at det var den, du skulle benytte til dit synagogebesøg. Alt er stille. Det er egentlig ret fantastisk, og en stor kontrast til hverdagens hektiske og larmende aktiviteter.
Vi går til gudstjeneste, til Shabbat Service, i Immanuelskirken og modtages med ordene "Shabbat Shalom". Om der rent faktisk ønskes Guds fred til dig, eller skal minde om det velsignede i sabbatshvilen, kommer vist ud på et. Den lokale præst prædiker på engelsk men leder tjenesten på hebraisk. Han kunne godt minde lidt om Jesus selv med venlige brune øjne og halvlangt krøllet hår, dog nok lidt større måske både i bredden og højden.
Under nadverindstiftelsen lukker jeg øjnene og forestiller mig, hvordan det har lydt, da Jesus selv lærte sine disciple at huske på ham, ved at bryde brødet og drikke vinen. At modtage dette giver en dybere sabbatshvile, der rækker længere ind til solnedgang. Guds menighed er jordens største under.
En dag til hvile og stilhed
Sabbatten er til for hvile og for stilhed. Måske har mit eget land, og jeg selv for den sags skyld, glemt det lidt. Her kunne vi godt lære noget.
Shabbat Shalom!
Comments