Vi kalder det "sundhedssystemet". Men vi er mange der har oplevet det som langt mere end et system.
Læger, sygeplejesker og vejledere gjorde deres – og var med til at bringe mig videre ind i en tilværelse, som jeg ikke lige havde forestillet mig.
I forsommeren 2012 gik jeg ind ad døren til lægehuset uden at vide, hvad der lå foran. Samme aften var jeg indlagt og 19 dage efter sad jeg i hospitalssengen og tegnede min nye virkelighed.
I foråret 2012 kom jeg hjem fra en påskeferie i Mellemøsten, hvor jeg havde tabt mig foruroligende meget. 12 kg var raslet af min krop. Jeg var ret enig med min kone om, at jeg skulle til lægen. Jeg vendte hjem til skoleårets planlægning, tog fagfordelingen af tavlen på lærerværelset og kørte forbi lægen, for at få svar på nogle blodprøver. Han testede også mit blodsukker, som viste sig at være på 90. Blodet smagte også nærmest af De Danske Sukkerfabrikker. Hans konklusion var meget klar:
”Din bugspytkirtel er gået helt i stå, og du skal på hospitalet”
Jeg fandt min kalender frem, for at finde nogle passende datoer, til et besøg der. Mens jeg rodede med det, tog han telefonen og ringede efter en ambulance.
”De er her om nogle minutter, de venter på dig i modtagelsen på hospitalet”. Så lagde jeg kalenderen i tasken.
Det var første kapitel i et ret voldsomt forløb. Siden jeg var dreng, havde jeg ikke just overrendt hospitalerne, men denne dag blev den første af 20 dage som indlagt. Jeg følte mig ikke særlig syg, før jeg om aftenen stod på hospitalets toilet iført alt for stort undertøj. Det fik mig til at se ud, som det jeg var: Syg. Min bugspytkirtel havde pludselig opgivet at producere insulin, og jeg var blevet en 48-årig mand med diabetes type 1. Det sad jeg og vendte med min kone over en kop kaffe, mens jeg holdt i stativet med ophængt drop.
Lidt efter 21:00 dukkede en sygeplejerske op, med bakken hvor kanyler og insulinpenne lå klar. Hun var ret direkte.
”Du skal indtage din insulin, 3-4 gange om dagen, og du kan lige så godt lære det med det samme. Sådan bliver resten af dit liv”.
Med afsæt i min manglende erfaring, fik jeg hende dog overtalt til, at hjælpe mig med den første injektion. Min aftenbøn fik et lidt andet indhold end ellers. Allerede kl. 01:15 blev jeg vækket, til næste møde med kanyle, insulinpen og injektion, som jeg selv måtte foretage.
Om morgenen var jeg ret forvirret, fordi jeg ikke kunne se morgennyhederne. Værterne stod ret uklart. Det var som om, at de glidende overgange i mine briller havde flyttet sig. Jeg forsøgte at rette på mine briller, med forestillingen om, at jeg var kommet til at ligge på dem i løbet af natten. Det hjalp ikke rigtigt. Brillerne fejlede ingenting, men der var kommet sukkerkrystaller i mine øjnes hinder. Mit syn havde ændret sig totalt.
De næste 18 dage var mit syn mere end uklart, og evnen til at læse, se på skærm og lignende var temmelig pist borte. Mappen med fagfordelingen lå sammen med kalenderen fortsat urørt i tasken.
I de dage lærte jeg med god vejledning, at sprøjte passede mængder insulin i maveskind og lår. Jeg talte kulhydrater og prøvede at vænne mig til regelmæssige måltider og alt muligt andet nyt. I mit liv ind til 2012 havde jeg levet ganske impulsivt, arbejdet en del, og yderst sjældent spist frokost på samme tidspunkt to dage i træk. Jeg er normalt et rimelig optimistisk menneske, men da jeg på 16 dag stadig ikke rigtig kunne fokusere, oplevede jeg det som en større udfordring.
Kort tid efter stod jeg ved et event på Folkemødet i Allinge. Et citat jeg skulle bruge i et oplæg var skrevet med sort tush på en blok, som jeg placerede på et bord 3 meter væk – så kunne jeg sådan set læse det. Fagfordeling og kalender kom op af tasken, og jeg kom tilbage til en ny hverdag.
Summa sumarum: Det er et gode at have sin Gud, sine nærmeste og det danske sundhedssystem i ryggen. Det var det der bragte mig igennem til en hverdag, som jeg dengang ikke kunne forestille mig. Når jeg hører ordet "sundhedssystem" er der i øvrigt noget der stejler inde i mig. Det er ikke bare et system. De hedder Laila, Inger, Ruth, Henrik, Thomas...
Comments